Effekt: Borgeren bliver bedre til at mestre sit liv

I Familier, Børn og Unge tror vi på, at viden og gennemsigtighed skaber ejerskab til arbejdet i det daglige og kan være med til at understøtte den faglige udvikling hos alle medarbejdere. Fra et vidensmæssigt perspektiv ønsker vi at vidensudvikle på de metoder og tilgange, vi har og vide, hvad der virker og ikke virker. Endelig kan en bevidstliggørelse af at vide, hvad der virker give en platform for at øge risikovilligheden i en organisation til at igangsætte prøvehandlinger i form af nye projekter.

Fokus på effekten for borgeren handler om at vide, hvad vi som driftsområde bruger pengene på, samt hele tiden have fokus på, at de penge, som bruges, bruges bedst muligt og har den ønskede effekt. Det involverer medarbejdere i hele Familier, Børn og Unge via den metodiske tilgang, vi har til både nye og eksisterende indsatser samt via de redskaber, som enten benyttes direkte i samarbejde med borgeren, eller som benyttes som dialogværktøj mellem medarbejdere og ledere.

I Familier, Børn og Unge anvendes effektvurdering som det primære redskab til at dokumentere effekten af de sociale indsatser, der sættes i værk over for børn og unge.

Effektvurdering sikrer dialog mellem medarbejdere og borgere om baggrunden for og målet med indsatsen. Dels via den kvartalsmæssige drøftelse af effektmål, dels i forbindelse med formulering af klare mål og forventninger inden en given indsats og ved evaluering og opfølgning ved en indsats afslutningsvis.

I Familier, Børn og Unge tilpasses målingen de enkelte målgrupper. Vi ser på, hvordan borgeren har det i øjeblikket og sætter et mål for, hvordan borgeren - med vores hjælp - skal udvikle sig.