Ressourcer: Økonomisk balance i et udviklingsperspektiv

Socialforvaltningen har et samlet budget på 2,4 mia. kr. Som de øvrige kommuner oplever vi i disse år en generel udfordring med stigende efterspørgsel på specialiserede sociale ydelser. Det sætter området under pres og kalder på nye løsninger. På trods af at byrådet vedtog en væsentlig budgetudvidelse til Voksenhandicapområdet fra 2017, er der fortsat store udfordringer med at følge med efterspørgslen efter både bostøtte og botilbud. På området for Socialpsykiatri og Udsatte Voksne opleves tilsvarende et stort pres som følge af, at flere borgere med komplekse problematikker har brug for støtte. Som i København stiger antallet af hjemløse, og flere aarhusianere har brug for støtte, blandt andet som følge af, at der er nedlagt sengepladser i psykiatrien. Det er derfor besluttet, at der i 2018 skal laves en nærmere analyse af området med henblik på at finde bæredygtige løsninger.

I Socialforvaltningen arbejdes der således til stadighed på at sikre en økonomi i balance på alle niveauer. Når økonomien er i balance, giver det bedre muligheder for udvikling.

Vi fokuserer på, at effektiv ressourceudnyttelse går hånd i hånd med den bedste løsning for borgerne. Derfor arbejder vi med tidlige, forebyggende indsatser, tids- og målfokuserede indsatser, tilbud i nærmiljøet og velfærdsteknologiske løsninger. Styr på basis indebærer også, at vi altid har en fornuftig økonomiopfølgning.


Med rammestyring skaber vi mulighed for at tænke i fleksible og helhedsorienterede løsninger. Derved kan vi prioritere vores indsatser på en måde, der sikrer en sammenhængende og ressourcemæssigt bæredygtig indsats og en bedre effekt for borgerne.